1.
Spurven sidder stum bag kvist,
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger.
   Lul, – lul! Rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

Skarpe smæld af branket malt,
og karters kåde skratten,
fjerne grynt af husets galt
og barneleg med katten –
   Lul, – lul! Rokken går,
flittig foden træder,
kun sålænge hjulet står,
som lillesøster græder.

2.
Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
   Lul, – lul! Rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.

Barnet i sin mørkningskrog
ta’r søvnig til at gabe,
snart det vil sin billedbog
af de små hænder tabe.
   Lul, – lul! Rokken går!
Ild om gryden slikker
vejrets svøb om gavlen slår,
og hagl mod ruden klikker.

3.
Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
   Lul, – lul! Rokken går,
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

Pigen nys fra gruens glød
svang bort den sorte gryde,
sænked den i sengens skød
for grødens trods at bryde.
   Lul, – lul! Rokken går!
Nadverbordet samler;
store sidder, mindre står
på bænk og bitte skamler.

4.
Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
   Lul, – lul! Rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

5.
Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”
   Lul, – lul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.