Jens Langkniv · Røverhistorier
Den 17-18-årige Jeppe er vendt hjem fra Staby højskole for at hjælpe til som karl i hjemmet. Så snart han har fri, tager han på besøg i nabolaget. Han lytter til de gamles historier og skriver dem ned, sådan som de blev fortalt på egnen.
Han støder også på historien om Jens Langkniv. Det var en rigtig røverhistorie. Sådan en historie var spændende at lytte til, når man en vinteraften rykkede sammen i en halvmørk dagligstue.
Som voksen forfatter tænkte Jeppe Aakjær over, om Jens Langkniv havde eksisteret i virkeligheden. På landsarkivet i Viborg kunne Aakjær lede i gamle protokoller, i kirkebøger og mange andre dokumenter fra fortiden. Men han fandt ikke spor efter Jens Langkniv.
En fortælling, som i tidens løb er blevet fortalt videre gennem generationer, kalder vi et folkeminde. I 1815 fik Danmark en folkeskolelov. Efterhånden lærte de fleste læse og skrive. De mundlige fortællinger blev mindre almindelige og man begyndte at skrive dem ned, for at de ikke skulle gå i glemmebogen. Jeppe Aakjær skrev mange historier ned og sendte dem til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.
Steen Steensen Blicher
Nogle af de personer vi møder i historierne har St. St. Blicher også skrevet om. Jeppe Aakjær ledte efter dem i arkiverne for at se, om de havde levet i virkeligheden. Mange af dem fandt han faktisk frem til, når han læste gamle retsprotokoller. En af dem var Lange Margrete, hedens skrappeste kælling. Om hende fortæller Viborg Museum:
“Legenden om Lange Margrete fortæller, at hun blev halshugget, fordi hun havde dræbt seks gravide kvinder og derefter spist hjertet fra deres ufødte børn.
Lange Margrete var en af de mange, der flakkede rundt i Jylland for at arbejde og tigge. Hendes mand var glarmester og reparerede vinduer og solgte bliktøj.
I 1792 blev Lange Margrete og hele familien anholdt i Hammerum Herred. Margrete fik fængsel på livstid, da hun havde betlet og truet sig til almisser i 30 år. Hun havde også forsømt at opdrage sine børn i den kristne tro og holde dem i skole.
Margrete var 74 år, da hun kom i Viborg Tugthus 1. december 1792. Her døde hun 30. oktober 1794 uden at være blevet halshugget.”
En skønne dag dukkede Jens Langkniv alligevel op fra papirbunkerne på et arkiv. Nogle medlemmer af en “en større Morder- og Tyvebande, hvis Formand havde det just ikke Tillid indgydende Navn Jens Langknif” var fanget. De blev indsat i et fangetårn, som var indrettet ved Randers bymur. De tilfangetagne blev forhørt og skriveren førte alt til protokols. Han skrev blandt andet, at de syv røvere og tiggere “trodsede både Gud og Øvrighed”. De var rakkere, som strejfede lovløse omkring. Jens Langkniv selv blev ikke fanget, så vi har ikke hans tilståelser. Det blev dog fortalt i retten, at han havde fået børn med flere forskellige af de omstrejfende kvinder. Vi får også at vide, at han ikke behandlede dem godt. Et af rakkernes tricks bliver også afsløret i retten. De fortalte at de smurte læsket kalk på huden, før de skulle ud at tigge. Kalken gav dem væskende sår. Så så det ud, som om de havde kræft. Bagefter vaskede de sårene og så helede de igen.
Retssagen blev ført i juli 1598. På det tidspunkt var Jens Langkniv altså en voksen mand og leder af en uhyggelig bande.