82

Han æ lisse gue, som han æ stue.

(Han er ligeså god, som han er stor).

83

Han vel ha bohde i ruhs å puhes.

(Han vil have både i ruse og pose / i pose og sæk).

87

Han æ så sue som en ærrekbrøgge.

Han er så sur som en eddikebrygger, altså så sur som en som en citron).

91

Dænd, dæ gjø nar a and-e, æ sjæl nar.

(Den der gør nar ad andre er selv en nar).

92

Han æ mih-e dom, end han hå låw te å wæh.

(Han er dummere, end han har lov at være).

101

Næ-æ krøhver æ tåmm, bejes æ hæjjst.

Når krybberne er tomme bides hestene.

106

Han glowe, som han håj nys fåt owen.

(Han gloede som om han lige havde fået øjne, at se med).

108

Han æ ett stah end tobak få fih skjæling.

Han er ikke større end tobak for en skilling.

113

Han æ så kloeg, han ku tohl å væ hal blend.

(Han er så klog han kunne tåle at være halvt blind. / Han er så klog han kunne undvære hovedet).

119

De sæh-er hwærken rowt hæ skröwt.

(De siger hverken rift (rive/slide i det) eller skrift). Hverken/eller = aldeles ikke

184

Næ’e Skit komme te Ær’, saa we’æ et hur’en de’ el væ

(Når skidt kommer til ære, ved jeg ikke, hvordan det vil være).

187

Han ov’e sæ lissem æ Tus i’æ Storkre’e. –

(Han er så kæphøj, som en tudse i en storkerede).

226

GJENGANGEREN OG ARVINGEN

En Nat kom en Gjenganger til en Mands Vindue i Æstvad, og vakte ham. Han sagde da til Manden: »Kjære, du kunde gjøre mig en stor Tjeneste, naar du vilde følge mig her ud paa Marken, hvor jeg en Gang nedgrov en Skat, og derfor søge dette Sted hver Nat, og det er i ydeste Time at redde den, thi i Morgen vil det synke langt længere ned, og saa skal jeg bryde Jorden efter det, og da du er den eneste Slægtning jeg har, da alle de andre ere uddøde, besluttede jeg at aabenbare dig det frem for nogen anden«.

Manden fulgte Gjengangeren hen paa Marken og denne viste ham nu, hvor han kunde søge og finde den, og Skatten kom nu for Dagens Lys, og Gjengangeren fik Fred i sin Grav.

Men hver en lille Ting man i Live forvare vil man i Døden søge, og derfor er det raadeligst ikke at skjule noget. –

188

Dæ æ aalle saa svot en Ko, den gi jo hvi’e Mjælk. –

Der findes ikke en ko, der er så sort, at den ikke giver hvid mælk.

189

Han æ saa dovn, han gaa’ et o klø sæ sjel. –

(Han er så doven, at han ikke gider klø sig selv).

190

Han glov’e lissem en Kow o’en Vejrmøl’. –

(Han glor som en ko, der ser en vindmølle).

196

Ur’en Øl o Mar æ Helten ingen Teng. –

(Uden øl og mad er helten ingen ting / Uden mad og drikke duer helten ikke).

199

Brav Kaael hjælpe sæ sjel o æ han møj brav hjælpe han jen te. –

(En god karl hjælper sig selv, og er han meget god hjælper han en til).

205

Den Ti dæ go’ gaat komme et ild’ ijen. –

(Den tid, der er gået godt, kommer ikke ilde (dårligt) igen).

407

 Læ et æ betelstaw blyw varm i æ hånd (siger den ærbare fattige moder til sine börn).

(Lad ikke tiggerstaven blive varm i hånden …).

411

En ka et loww a kjærrlighied o kjælldwand.

(Man kan ikke leve af kærlighed og kildevand).

414

Nær æ mand æ et hjæmm, så seje æ kat få æ bueænn.

Når manden ikke er hjemme sidder katten for bordenden.

415

Han vel boode loww å la loww.

(Han vil både leve og lade leve).

416

A ka gi æ stoore en skjæleng (siges til den magelige).

(Jeg kan give en stodder en skilling).

425

Misondelsens brø blywwer åsse æt.

(Misundelsens brød bliver også spist).

441

Smör i grøe æ bæjje end håk te öl.

(Smør i grød er bedre end prygl til øl).

453

Dæn dæ ingen Skam skye æ manne Saarre kvet. –

459

En ska læh o kjennd en Pihg i en Dejntrow o ett i en Springdans. –

464

Han ska ha hans Nies i hvæh Loet, dæfor æ-en aalti beskit o-æ Ænn.

(siges om den nysgjerrige og vigtige). –

468

Dæ æ nok te Nawn, mæn ingen te Gawn.

(bedre af navn end af gavn).

502

Faawahl aa Tak
i Kjeltringpak
i bøj mæ hwerken Brø hæller Tobak.

(Farvel og tak i rakkerpak i gav mig hverken brød eller tobak).

503

En raaste Kakkelown, en faasult Kat o en faahat Ku’en, de æ trej gremm Boskapper i’en Hu’es. –

506

Let ka faanyw ham o mind-e bedrøw ham. –

(Lidt kan fornøje ham og mindre gøre ham bedrøvet).

513

Smaag o Behaag æ saa faaskjælli. –

518

Han haa manne Knæjtt o let Brø. –

(Mange børn og kun lidt mad i huset).

535

Han ka ett haaw fræ hans Nies o te hans Mond. –

536

Den dæ sæjje ett faanærme ingen.

(Den der ikke siger noget fornærmer ingen.

546

Han ræjne æ ett mie end de Snaws han slaa fræ hans Træhsko.

(Han regner det ikke mere end det snavs, han kan slå af træskoene).

561

De go wal ett saa haat te som æ Præjst præjkke.

Det står vel ikke så slemt til, som præsten prædiker.

687

Brav karl hjælper sig selv.

721

Æ Kjærkune  hun brygger imaan vil hun bag’ –

(Mosekonen brygger i morgen vil hun bage).