Åkær – seks gårde og et hus
Et minisamfund i en verden i hastig forandring. Her voksende drengen Jeppe Jensen op på en lille gård med far, mor og søskendeflok. Vi hører gennem ham om Karup å, engene, dyrene og planterne. Oppe i bakkerne kunne man endnu finde resterne af den engang så vidtstrakte hede.
Folkeminderne
Jeppe Jensen Aakjær samlede historier, ordspil, sange og eventyr og sendte dem til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der udgav dem i tidsskriftet Skattegraveren. Digteren Jeppe Aakjær bruger ofte stoffet fra folkeminderne i sine romaner og historier. Vi kan træffe de gamle fortællere og deres forestillingsverden i bogen “Po fir glovend Pæl”. Væsener og mærkelige tildragelser giver god inspiration til vores egne fortællinger.
Sangene
Sange skal synges. Aakjær havde rytmen fra traveture og børneremser i sig. Og han skrev, meget. De bedste af sangene har overlevet tidens tand. En god grundt til det er også, at den tids bedste komponister lavede melodier til sangene. Sangene muntrer os op og fortæller om en tid, hvor dyr og planter havde navne og menneskelivet udfoldede sig i samklang med den natur, der brødføder os. Der ligger en længsel i de sange. Det er måske den længsel, der i dag får os til at sige ordet VERDENSMÅL.
Bogværket
Med årlige genudgivelser af Aakjærtekster er Aakjærselskabet med til at holde forfatterskabet i live. I “Jeppes Verden” præsenterer vi nogle af de kendteste sange. Vi trækker på erindringer fra Min bitte tid og beskrivelser fra fx Bondens søn. Det er beskrivelser, der ligger ret tæt på Jeppes egen barndom og tidlige ungdom.
Agitationen
Jeppe holdt af at tale og argumentere. Retfærdighedssansen og kærligheden til mennesker og natur havde han med hjemmefra. Læserbrevet Et karlekammer blev starten på en livslangt engagement i de sociale forhold på landet. Digterhjemmet Jenle blev rammen om Jenlefesterne, hvor talere og debattører kunne give deres bud på, hvordan samfundet skulle udvikle sig.
Kom godt i gang med Jeppes verden
Anskuelighedsundervisning for børn og barnlige sjæle
Af Søren Kappel Schmidt, udvikler af kufib.dk
Børn og voksne arbejder sammen
Den her webside er for dem, der godt vil være med til et sjovt projekt. Voksne gør ting klar, instruerer og hjælper til. Så tager børnene over. De bidrager med billeder, tekst og gode ideer. Som deltager er du med til at udvikle det lille univers, vi har kaldt Jeppes Verden. Jeppes Verden er inspireret af Jeppe Aakjærs liv og forfatterskab. Vi tror på, at den historie, vi hver især og sammen kan fortælle, er en vigtig historie. Vi laver vores egne billeder ud fra det materiale, der kan hentes på websiden. Man kan sige, at børnene undervejs i arbejdet konstruerer deres egne anskuelsesbilleder. Men vi lader os også inspirere af et mangfoldigt forfatterskab med forestillingen om det gode liv i centrum.
–
Arbejdsgange, involvering og anskuelighed
Websiden indeholder et GALLERI. Her er alt, hvad man har brug for for at komme i gang med arbejdet. Endnu bedre bliver det, hvis børnene selv bidrager ved at tegne figurer eller genstande, som skal bruges i deres historie. Det afspejler sig også i GALLERI, hvor nogle klasser har bidraget med personer og genstande. De øvrige tegninger har jeg leveret. Spændende at opleve, at barn og voksen på den måde kan skabe et fortælleunivers sammen.
Under menuen HJÆLP/ PRØV SELV er der instruktion til, hvordan man kan bygge billeder op i Powerpoint eller tilsvarende fremvisningsprogrammer. Børnene har erfaringsmæssigt ret let ved at lære det. Æstetisk fungerer det godt og der er mange muligheder for selv at skabe noget spændende.
–
Fra modelteater til interaktiv tavle
Som barn lærte jeg Alfred Jacobsens modelteater at kende. Her kunne man bygge en scene op med bagstykke, sidekulisser og personer, der kunne skydes ind på scenen med metalstænger. Egentlig en slags hørespil, med billede, belysning og simpel animation. Heldigvis stiftede jeg bekendtskab med det før fjernsynet fandt vej ind i dagligstuen.
Nu har klassen fået interaktiv tavle og eleverne har hver sin device. Selv har jeg gennem mange år eksperimenteret med, hvordan modelteaterets simple teknikker kan kombineres med de mange digitale muligheder. Fremvisningen for publikum kan så finde sted på en skærm, på klassens interaktive tavle eller sågar på papir. Kopimaskinen leverer flotte hæfter.
Arbejder klassen på et produkt kan der opstå en alternativ rollefordeling. Lærer og gæstelærer kan få redaktørstatus. Eleverne får variable roller som illustrator, forfatter, hjælpelærer … Samarbejdet skrider langt bedre, når man har et fælles mål.
Jeg ser gerne et flot produkt for enden af en god proces. Er man med på den tankegang, kan man få inspiration af de produkter, der allerede har fundet vej til websiden: (link åbner i nye faneblade)
- Fantasyhistorier i form af et hæfte
- Illustrationer til en røverhistorie af Steen Steensen Blicher
- Stopmotion film, hvor vi er på fisketur med Jeppe
- Eventyr, sådan som vi vil lave dem i vores eventyrværksted (kommer snarest)
- Og så kan man illustrerere en sang
- eller ligefrem lave den til animationsfilm
–
En overskuelig sammenhæng
Det lille samfund Åkær (Aakjær) er et godt og overskueligt sted at starte. En slags modelverden, hvor husdyr og mennesker er tæt forbundne. Engene bliver stadig oversvømmet i det tidlige forår og mor kan finde engblomme og kavring (engkabbeleje} til sin forårsbuket. Skolen er kulsort, men udenfor er der fuglesang og højt til himlen. I skumringstimen fortæller de gamle historier om alt mellem himmel og jord. Væsener og tildragelser bliver til realiteter i vores fortælleunivers. Glæden ved livet går hånd i hånd med angsten for mørket – for det ukendte, tvetydige og mystiske.
Man vælger et sted (gården), en person. Tag et personkort, vælg fra et persongalleri eller tegn personen selv. Beskriv dagligdagen og drag så ud, mød det onde og bekæmp det. Brug landkortet. Det giver mange oplysninger om den rute, der skal følges. Eleven kan klippe sine vigtigste figurer ud og lime dem på eventyrplanchen. Et godt udgangspunkt, når der skal digtes.
–
Eventyr, drama og røverhistorier
På 3.-4. årgang er eventyrgenren et oplagt valg. Forud for opbygningen af hjemmesiden her ligger et mangeårigt arbejde med eventyrgenren. Her var udgangspunktet et modellandskab med figurer i form af små dukker, huse landsby, gård, vandmølle mv. En rigtig eventyrverden hvor henved 350 børn har skrevet og illustreret hver sit eventyr. Ting fra landskabet var lagt på nettet, sådan som vi også har gjort det her på siden. De seneste år, hvor landskabet ikke længere var til rådighed, har vi så eksperimenteret med tegnede figurer og nu et GALLERI her på siden. I forlængelse af emneugen “Jeppes Verden” i 2019 skrev 3.-4. årgang fra Hem Eventyrlandet: Børnenes egne eventyr.
Fantasy eller for den sags skyld røverhistorier vil egne sig godt for de lidt ældre elever. Sinding Skole tog i efteråret 2021 til Jenle. De brugte inspirationen til at udarbejde foldebøger med stof om forfatteren og om Jens Langkniv-historien. Så fik klassen læst en rigtig røverhistorie op. Det var Blichers De tre helligaftener. Eleverne har så lavet illustrationer til historien. Illustrationerne blev naturligvis også brugt i foldebøgerne.
Thyborøn skoles 5.-6. årgang valgte fantasy-genren og skrev historierne i to-personers grupper. Her var udgangspunktet gårde og folk i Åkær anno 1880.
–
Brug landskabet og naturen
Jeppe var som dreng og ung tæt på naturen. Det kan vi godt bruge til noget. Der er dyr og planter i hans sange og historier. En god gåtur kan gå over heden ved Flyndersø eller på naturstien ved Mogenstrup og Karup å med udsigt til Åkær. Det kan være et helt andet sted, men gerne et sted hvor kulturlandskabet endnu bærer spor af den natur Aakjær beskriver.
Fra Jenle kan vi tilbyde en smuk og varieret rundtur fra digterhjemmet gennem en lille skov, hvor også Aakjærs grav kan beses. Herfra over strandeng til Astrup Vig. Langs stranden tilbage mod Jenle gennem endnu et par biotoper. Og så har vi endda et godt samarbejde med naturvejleder Jesper Nielsen Krogh. Det kan bringe os endnu tættere på livet derude. Hvis altså aftalen er på plads.
–
Besøg Jenle
Jeg foreslår følgende:
Kig lidt rundt på websiden og bliv inspireret. Snak med klasse og kolleger om mulighederne. Tag kontakt til Jenles skoletjeneste og lav en foreløbig aftale.
Det kan være helt enkelt i form af et besøg med rundvisning. Det kan også være et led i et projekt klassen vil være med til. Så kan vi hjælpe med inspiration og igangsætning allerede under besøget.
I det omfang det kan overkommes kan vi holde kontakten under klassens forløb og måske kan vi give en konkret håndsrækning.
Tag kontakten og lad os snakke om det.