Jens Vejmand

1. 

Hvem sidder dér bag skærmen

med klude om sin hånd,

med læderlap for øjet

og om sin sko et bånd?

Det er såmænd Jens Vejmand,

der af sin sure nød

med hamren må forvandle

de hårde sten til brød.

2. 

Og vågner du en morgen,

i allerførste gry

og hører hamren klinge

på ny, på ny, på ny,

det er såmænd Jens Vejmand,

på sine gamle ben,

som hugger vilde gnister

af morgenvåde sten.

3. 

Og ager du til staden

bag bondens fede spand,

og møder du en olding,

hvis øje står i vand, –

det er såmænd Jens Vejmand

med halm om ben og knæ,

der næppe véd at finde

mod frosten mer et læ.

4. 

Og vender du tilbage

i byger og i blæst,

mens aftenstjernen skælver

af kulde i sydvest,

og klinger hammerslaget

bag vognen ganske nær, –

det er såmænd Jens Vejmand,

som endnu sidder dér.

5. 

Så jævned han for andre

den vanskelige vej,

men da det led mod julen,

da sagde armen nej;

det var såmænd Jens Vejmand,

han tabte ham’ren brat,

de bar ham over heden

en kold decembernat.

6. 

Der står på kirkegården

et gammelt frønnet bræt;

det hælder slemt til siden,

og malingen er slet.

Det er såmænd Jens Vejmands.

Hans liv var fuldt af sten,

men på hans grav – i døden,

man gav ham aldrig én.