410

Jens Langkniv havde en kniv, det var ikke for det den var så gefærlig lang, men den var slem nok, for han havde en strikke om håndleddet og kunde kylle den fra sig og trække den til sig igjen. En gang byfogden i Skive og så hans kusk de var kjørende ad vejen og vidste ikke af, at Jens Langkniv var i nærheden, da kom hans karle og testede byfogden an, og så transporterede de ham ned i kulen, og han skulde jo af med det, han havde, og miste hans liv bag efter, det var jo meningen. Jens havde været taget en gang, men da var han ikke så slem en røver, som han nu var bleven, og da havde byfogden talt et godt ord for ham. Da han nu kommer ind i kulen, sad Jens for bordenden og røgte af en sølvbeslagen pibe. Han kjendte ham straks og rejser sig og giver ham hånd og takker ham for sidst. Han vidste vel sagt, hvad profes­sion han drev, sagde han. »Nu har a magten over dig, men du har frelst mit liv en gang, og derfor skal hverken dit liv eller din karls liv eller din befordring mistes«. Så fulgte han med ham op og hjalp ham på hans vogn og gav ham fri, men bad ham til sidst ikke komme den vej tiere for hans fornøjelse. Han vilde rigtig nok ingen onde gjøre ham, men det var lige godt bedst at lade det være. Sådan blev de godt skilt ad.

Jens Langkniv blev nu ved, som han plejede. Men så en dag kommer en kræmmer med kram, og han har en kiste på ryggen. A kan huske de kræmmere der gik med sådanne kister. Jens Langkniv får da syn på ham og kommer efter ham. Kræmmeren så ham også og kjendte ham, for hver kjendte ham og vidste, at han kunde ikke undløbe ham, Jens havde lange ben og tog lange trin. Så smed kræmmeren sig ned på jorden, og den gang Jens kom ham nær, begyndte han at klage sig, som om han var såsyg, og så råbte han: »Å, kjære Kristenmand, i hvem du end er, så tag min kramkiste og de få skillinger, a har i pungen, og bring det til næste by og se, om du ikke kan få en Kristenmand til at kjøre ud efter mig«. Jens Langkniv tykte, at ham havde han ikke behov at slå ihjel, her kunde han godt blive liggende, og så kunde han tage hans sager. Kræmmeren lå og sagde ham, hvordan han skulde spænde kisten på sig, for Jens kunde ikke vel komme afsted med at få den på ryggen, det var han ikke vant til, og den gang han havde nu fået den her gode børren på sig og skulde ikke nemt komme af sted med at rive den af sig igjen i en hast, så rejser kræmmeren sig. Nu havde han en rigtig god tyk knotteret kjæp, og så slog han ham over den ene skank, te han slog den næsten i stykker. »Nå, Jens, hvordan har du det? Nu kommer a mig«. Han havde slået ham så hårdt, te han kunde ikke rejse sig selv, og så rendte kræmmeren efter folk, og Jens Langkniv blev taget. A ved ikke, hvor hård en død han fik, men hans tarmer blev strændt om en tønde. De spurgte ham ad, om han havde nu haft det så hårdt nogen tid. Så skulde han have sagt, men det er vel sagt løgn, om der er ikke mere af det løgn: Ja, han havde haft tandpine, det var hårdereend det her. Så kom han af med hans liv, og han havde jo også undlivet mange mennesker og gjort meget ondt. Så har a ikke hørt mere om ham.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.

411

Der var en kræmmer, der på vejen kom i møde med Jens Langkniv. Han så ingen udvej til at flygte, og så satte han sig ned i grøften og spændte posen af sig.

»God-dag«, siger Jens. »Tak, å, Gudskelov, der kommer da et kristent menneske her til mig«, og han klagede sig helt jammerlig. »Er du syg?« — »Ja, så forfærdelig, og der er langt til by, a ved ikke, hvordan a skal komme over det«. »A vilhjælpe dig«. Jens Langkniv tog nu byldten på nakken, men i det samme tager kræmmeren sin stok og slår hans ben tvært over. Han giver et slemt brøl af sig og griber efter kræmmeren. Så slår han armen over også. »Nu er din kniv for stakket til at nå mig,. Han blev greben og dømt til, at tarmene skulde rebles ud af ham, og så skulde han gå runden om et træ, så længe de kunde nå. De spurgte ham, om det var ikke en slem pine. Nej, tandpine var værre. Så kom Jens Langknivs endeligt.

Thomas Søgård, Katrup.

412

Jens Langkniv skal være bleven henrettet og hans hoved sat på en stage i den nordre ende af Lindum skov. Den gang dehavde fanget ham, så nappede de ham med gloende tanger. Så spurgte de ham, om det var ikke  en stræng pine. Nej, tandpine og lændpine det var værre, sagde han. Men så skar de hul på hans mave og tog en tarm ud og bandt den om en pæl, og så skulde han selv rinke hans tarme af sig, se, det var en Fandens pine, sagde  han. Sådan har de fortalt. Så blev han henrettet, for de vilde pine ham det, de kunde, han havde pint så mange.

Lange-Margrete var hans moder. Hun sagde, når hun tog livet af nogen: »Å, skiid, du skal sku aldrig bryde dig om det,det er ikke andet end et loppestik«.

Petrine Kristiansen, Mollerup.

413

I ældre tid brugte kræmmerne kramkister med hylder i, som de gik med på ryggen, og så lå deres varer på disse hylder. De gik med kjæppe med tykke knorter på. Så var der en stor stærk tamp, de kaldte Kræmmer-Klavs. han havde været oppe i Ribe efter kram og var nu på rejsen her op i Jylland. Da bliver han Jens Langkniv vaer et stykke før han kom til ham. Nu vidste han ikke, hvad han skulde finde på, for at narre ham. Da han kommer nær til, så lod han, som han kjendte ham ikke, og så siger han: »A kunde vel ikke leje dig til at bære mit kram der og der hen« – så nævnede han bynavnet – »for a er bleven så skidt tilpas, a vil betale dig for det«. I det samme havde han sat kisten ned, men sat den sådan, at når den lagde sig ned, der skulde have kisten på sig, så kunde benene ikke falde fladt til jorden. Det var nemlig over et hjulspor. Jens var straks villig til at bære kisten. Da han nu havde fået den ene arm ind i bøvlen og sad og sterrede med den anden og vilde have den ind i denanden rem, så trækker Klavs hans stok ned over Jenses ben og slår dem i stykker begge to, og så springer han jo til bag fra og griber kisten fra ham, for han var ræd for at komme for til ham. Derpå siger han til Jens: »Nu er du syg, men nu er a frisk«. Jens var endda så betænksom, i hvor stor en elendighed han nu var i, at han kaster hans kniv efter ham. Men den ramte ham dog ikke. Så pikker Klavs af, og Jens bliver liggende, og det blev hans død. Den kniv kunde han kaste en 2, 3 favne, og han var så øvet i at kaste med den. Det var, ligesom når de kastede kjæp, det slog heller ikke ret tit fejl. Han havde en strikke på kniven. og så snart han fik stødt til, så gav han et ryk og trak til sig igjen, og var så beredt på et nyt slag.

Niels Josef, Risgårde.

414

Jens Langkniv var fra Åsted i Salling.

Kristian Lem, Viborg Vestermark.

415

Der var i gamle dage et stort røverkomplot i Blåkjær skov. Så var der en stor flok ridende ude at lede efter dem, og da trådte en af deres heste gjennem et lille hul, og da de så kom til at undersøge det, fandt de der røverkulen, som var dækket med ris og blade og lidt jord, så ingen kunde se andet, end at det var skovbunden ret og slet.

Lange-Jens var i det røverkomplot. Han havde en skrækkelig lang kniv, som han kunde hugge i folks klæder, og så kunde han trække dem til sig. Så var en pige ude at skjære limeris, og han bakkede kniven i hende og trak hende til sig. Nu kunde hun lige så godt følge godvillig med barn, for ellers blev hun slagen ihjel. Så gik hun også med . Ilav hun kom ind i kulen; vilde Lange-Jens, at de alle sammen skulde more dem med den pige. Hun bad jo så grov for sig, men Jens vilde slet ikke høre tale om at bønhøre hende. Så var der en af de andre, der bad for hende, og han blev ved så længe, til hun blev fri. Lange-­Jens sagde så, at det skulde han nok komme til at fortryde. Så måtte hun indgå på aldrig at sige til noget menneske, hvor hun havde været, eller hvor de boede, og på den måde slap de hende fri. Om natten efter, som hun var kommenhjem, stjal de en ko fra hendes husbond. Manden kunde ikke forstå, hvor den ko var bleven af. Der var jo megen snak om de røvere, men han vidste ikke, hvor han skulde få deres kule opdaget. Nu havde denher pige jo indgået på ikke at sige, hvor de var, men hun var lige godt vred på dem og vilde nok have det opklaret. Så går hun ud til lænkehunden og fortæller den altdet hele og siger til den, at hun vidste nok, hvor koen var, men hun turde ikke vove at sige det. Imens stod manden henne i døren og hørte på det. Når de nu vilde fly hende en pose med noget mel i, vilde hun skjære hul på den, og så gå op ad det sted, hvor røverkulen var, og så skulde de følge i det spor, hvor melet var tabt. Manden får så en posemel sat ud til hende og hun skjærer hul på den og tager den på ryggen og går hen ad kulen til, og da hun varkommen der, gik hun tilbage igjen. Manden fik nu samlet så mange folk af byen, som han kunde, og de skulde ud atfinde kulen. Da de kommer derud, hvad så? for ingen turde vove at gå først ind. Omsider er der en vovehals, somvovede sig ved det. Aldrig så snart han er inden for hullet, så hugger Store-Jens kniven i ham, og han er straks død. Da render manden om til den anden side af kulen og får der en indgang opdaget og får kradset op og vil gå derind. Da han kom lidt ned, kunde han se, at der gik koen. Røverne bliver opmærksom på, at det var også galt der. Folkene havde store økser og knive med dem, og så begynder de at hugge løs og slå ihjel af røverne og får dem også myrdet undtagen Lange-Jens, han smuttede fra dem og rendte hans vej. De fik nu koen med dem, og hvad de ikke kunde bære, det kjørte de efter siden, og så tog de alt hvad der var. Lange-Jens rendte ud i mosen. Der var et stort hul med dynd og vand og smadder, og der havde de en fjæl lagt over. Når de havde plyndret nogen af, så bar de dem der udpå den fjæl og puttede dem ned i moradset, for så var de henne. Der stod Lange-­Jens ude en hel nat, nu var han jo ene tilbage og turde ikke komme hjem igjen. Anden dagen kom der en kræmmer til ham, som var gået vild. Han kunde se, at det var Lange-Jens, for ham havde han hørt så megen snak om, og han bliver ræd og smider sig ned på jorden. Da Jens nu kommer, siger han, at han er bleven så meget grov syg, om han ikke vilde rende ind til byen efter folk, så måtte han få alle de penge, han havde. Han havde dem  i hans skrin, men kræmmeren var så syg, at han kunde ikke selv finde dem, så skulde Lange-Jens se efter dem. Jens tager det i ro, og han lægger sig ned på hans knæ forved kisten og begynder at lede. Da får kræmmeren fat på en stor runte, og så slog han først det ene ben over på ham og bag efter det andet. Den gang han havde gjort det, så siger han: »Nu er det nok bedst, a går hen og henter folk, for nu er a ikke syg, men a tror nok, du har det sådan, te du kan have det behov«. Så gik han efter folk, og så blev Jens fanget.

Ane Marie Pedersdatter, Egholt

Runte: Er en lang stage, tyk ved den nederste ende, for at springe over en en gryft med. (Moths ordbog)