Engryle

Rylens fløjt er hentet fra wikipedia. Engrylen er i dag er sjælden, fredet og rødlistet. Du kan læse om den på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside, dofbasen.dk

Sanglærke

På hjemmesiden fuglestemmer.dk kan du høre de forskellige fugles sang. Her er link til sanglærken.

Jeg er havren

 

1.
Jeg er havren. Jeg har bjælder på,
mer end tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham, den bondeknold!

2.
Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang;
humlen brumled dybt sin melodi,
og et rylefløjt gled ind deri.

3.
Mens i dug jeg groede fod for fod,
groede sangen sammen med min rod;
den, som ydmyg lægger øret til,
hører lærkens triller i mit spil.

4.
Det kan kolde hjerner ej forstå:
Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme døbt i sommerdræ,
mer end gumlekost for øg og fæ.

5.
Jeg er ven med dug og grødevejr.
ven med landets lyse bøgetræer,
ven med al den danske sæd, som gror
øst for hav og vest for sund og fjord.

6.
Jeg får solens sidste lange blink,
før den dukker ned bag gullig brink,
og når aftenklokken ringer fred,
står jeg på min tå og ringler med.

7.
Jeg skal ringle barnet til dets seng,
ringle tågen op af sump og eng,
ringle freden over hjemmet ind,
ringle bønnen frem i fromme sind.

8.
Jeg er havren. Mine bjælder går
over lyse vange år for år,
ringler om, hvor sang og kærve gror
herligt sammen på den danske jord.

 

Vejr og vind og folkesind, 1916

Højskolesangbogen, 19. udg. nr. 343

Stikord
havren, mere end blot en afgrøde, naturforståelse, kolde hjerner, naturlyrik, bonden, lærke, ryle, humlebi og bøgetræ.

Tid

Sommerhalvåret


Melodi

Aksel Agerby, 1916 

Digterruten
Digtet indgår i digterruten ved Jenle

Thise Friskoles overbygning har besøgt Aakjærs digterhjem Jenle i efteråret 2022. De har derefter arbejdet med sangen “Jeg er havren”. Deres powerpoint er blevet vist til skolens morgensamling. Her på kufib.dk bringer vi sangen med akkompagnement af David Kosteljanetz. Tilrettelæggelse Søren Kappel Schmidt, Jenles skoletjeneste.