141

NØGLEN TIL DAUGBERGDAAS

I Hønsemose, en Sumpe nord for Daasen, ligge Nøglen til Dagbjergdaas gjemt; thi da Bjergfolkene forlod Højen, smed de Nøglen til samme ud i denne Sump, og den der kan finde denne kan blive Ejer af alt det Guld og Sølv der gjemmes i Højen. –

130

Ad Vejen, der løber gjennem de høje Bakker, færdes hver Aften en hvid Skikkelse med et blodigt Hoved, og det er derfor et meget frygtet Sted, hvor man ikke gjærne færdes ved Nattetider. –

131

Ikke langt fra de grimme Bakker i Hjelmhede findes en dyb Dal, der gaar under Navn af Dejgtruget for sin Forms Skyld. Deropfra komme hver Aften en Kvindeskikkelse med blodige Arme; thi hun har her engang nedgravet et af sine Børn, og kan derfor ikke finde Fred i Graven. –

4

BJÆRGMANDEN I DAUGBJERGDAAS

En Aften silde kom en Mand ridende om ved Daugbergdaas, en Banke syd for Daugberg, Manden kom fra Viborg og vilde til Holstebro. Men paa Vejen blev han meget tørstig og han viste ingen Udvej til at faa Tørsten slukket. Men da han passerer om ved overnævnte Høj kom ud fra Højen en Kone der bød ham Drikke af et Sølvkrus, og Manden førte det allerede til Munden, da det randt ham i Tanke at det maaske var en giftig Drik, og nu slog han Krusets Indhold over Skulderen, men Kruset selv stak han til sig og spængte derpaa afsted i susende Galop, men Konen, der ingen anden var en Bjærgmandens Hustru, forfulgte ham; thi hun vilde nødig miste sit Krus, og hun var ham allerede saa nær, at da han red ud i Aaen ved Hagebro, tog Kjællingen den ene Bagsko af Hestens Fod (deraf Byens Navn), men over rindende Vand kan sligt Pak aldrig færdes og her maatte hun vende om og lade Karlen beholde Kruset; men Kvinden var frugtsommelig, og paa Grund af det stærke Løb, blev hun meget syg og døde inden hun naaede hjem. Og en Sten af en ikke ubetydelig Størrelse vise os den Dag i Dag hendes Grav.

5

Bjærgmanden i Daugbergdaas havde en Datte som var gift med en Smed paa Mors. Da de skulde have deres første Barn i Kirke, sendte de Bud til Konens Fader, Bjærgmanden i Daugberg, om han ikke vilde være saa artig at komme ned til Mors og staa Fadder til Barnet. Jo, han skulde nok komme. Naa, Dagen oprandt da deres Barn skulde døbes, Gæsterne varet næsten alle komne, men endnu manglede Bjærgmanden. Langt om længe kom han dog, og da man spurgte  ham om, af hvad Grund han ikke var kommen før, svarede han, at Skylden laa i, at Bækken (Fjorden) her nedenfor var svulmet op, saa han ikke kunde vade over i de almindelige Støvler, hvorfor han blev nødt til at hente sine Vadestøvler, og da var der ingen Ting i Vejen for at komme over Bækken (Limfjorden.) Smeden og Bjærgmandens Datter levede ikke i god Forstaaelse med hinanden, og det var nærmest Smeden der yppede Striden. En Dag da han var i Færd med at beslaa en Hest, og den Sko han allerede havde smedet ikke kunde passe Dyrets Fod, brølede han ind af den aabentstaaende Vindue til sin Kone: »Ræk mig den Sko ud som hænger hist paa 8 Bjælken«. Konen tog ganske varsomt Skoen ned af Sømmet, gik hen til Vinduet, tog med begge Hænder i hver sin Ende af Skoen og trak den ud til en Stang. Siden den Tid bar Manden Respekt for sin Kone. (Fort. af Jens Dalum)

Aakjær d. 7 /5 1883
Jeppe Jensen

20

Ellefolk

Ligeledes skal en Ellefamilie have boet i en Høj der1 ligge i et Kjær i Trevad, Vridsted Sogn. Denne Familie tyede jævnlig op i en nærligende for at danse, naar Folkene i Gaarden ikke vare hjæmme. En Aften da de alle havde forladt Gaarden paa en Dreng nær, der laa i Sengen, hørte Drengen med et saadan en Larmen og Støjen i samme Stue hvor han laa. Ellekonen tog Kammene og redte sine Børn Haar, og benyttede ogsaa mangfoldige andre Gjenstande. Da Folkene nærmede sig Gaarden saa de imod Forventning Lys i Stuen men da de kom ind vare de alle forsvundne. Drengen krøb nu frem af Sengehalmen hvor han frygtsomt have skjult sig og fortalte det passerede, og om Morgenen fandt de alt skuret og pudset ligge fra Kaffekjelen til Bordkniven. –

25

HOVEDLØSE HESTE

Det er mærkværdigt en Mængde hovedløse Heste Sagnene tillæge og knytter til adskillige ensomme Steder her i Egnen. En Mand kom en Vinteraften kjørende gjennem en Dal i Sevel Sogn og just som han kjøre i sin egen Tommerum komme listende tvært over Vejen en Hest hvem Manden tydelig saa havde hverken Hoved eller Hals, og han kunde vedblive at følge den med Øjet indtil den forsvandt bag nogle Risbuske paa den anden Side af Vejen. Men det er ikke det eneste Sted, der kunde paapeges adskillige Steder hvor en-eller anden have set en hovedløs Hest en sort Hund en So med en Flok gryntende Grise o. s. v. – Men det gjør altsammen ingen noget naar man bare passe sin egen Gang. Man maa ikke skotte om Spøgelset; thi saa kan man se Utysket men naar man vender sig helt om saa ser man intet.

38

GENGANGER

Samme Jakob lod i Strid med en af Naboerne. Da denne en Dag var ved at grave en Brønd og just skulde til at sætte Stenerne ind (Brønden muredes i disse Tider af Kampesten. Teglsten kjendtes ikke.) raabte man ned til ham at nu kjØrte Jakob hen for at pløje. »Hva«, sagde Manden i Brønden, »Æ Jakkob Pæjsen ve o plow saa vil A Daapejn (Død og Pine) aasse op o plow. Han op, spændte for Ploven og ud paa Marken til Jakob, hvor de pløjede omkap med hinanden, thi var den ene ikke til naar den anden pløjede vilde den første pløje den anden fornær. Sagnet sige da at denne gjerrige Mand ved Nattetider færdes omkring med Markskjellet, og aldrig faa hans Sjæl Hvile førend Skjællet faa sin rette Plads. –

68

DET ØDELAGTE BRØD

En dag, da det tordnede stærkt, kom en lille mand ind i en gård i Bjornkjær, Sevel sogn, og satte sig i arnekrogen. Kvinderne råbte på karlen, som gik ude i gården, og bad ham at komme ind og smide puslingen ud, for de var bange for ham. Karlen, der var bomstærk, tog i den lille, trak ham op fra stolen og ud af

125

NISSENS HÆVN

I en Gaard i Kasttoft, Sevel Sogn, boede en Nisse, der til Tider drev sit Spøg temmelig vidt. Saaledes kunde man være vist paa, at naar man lagde sig til at sove i det ene Høgulv var man ved sin Opvaagning flyttet over i en anden Gulv. En Middagsstund, da en Del Karle, der havde været nede i Engen at bjærge Hø gik op til denne Gaard for at sove deres Middagssøvn i Gaardens Hølade, fik en af Flokken Øje paa Nis, der sad oppe i en Kvistluge og solede sig. Karlen greb da en Stok og langede Nissen en paa Benene med denne, saa han gav et stort Skrig og lod sig dumpe ned i Høladen, men var dog ikke til at finde da de kom derind. Folkene, der intet ondt anede, lagde sig trygt til at sove, men imens lagde Nis Planer for sin Hævn. Han fandt et Stykke Reb og dermed bandt han Karlenes Ben sammen og hejsede dem op over Hanebjælken med Hovedet ned ad, og de vaagnede og befandt sig i en saa betænkelig Stilling, gav de sig til at skrige af fuld Hals, og nu kom Husets Folk og befriede dem. –(Fortalt af Joh. Villadsen).

133

SPØGERI PAA STUBBEGAARD

Da et Par Fiskere vare tyede ind i Herregaardsruinen, »Gammel-Stubbegaard«, en Aften, kom en fire, fem Jomfruer ind i Kjælderen og dansede rundt om en derstaaende Pille, de dansede efter eget Sang og hver havde sin smukke Melodi. –

134

Da en Del unge Mennesker en Aften havde lejret sig paa en Grøftevold uden for Ny-Stubbegaard, saa de i Retning af denne to gloende Hoveder hæve sig i Mandshøjde over Jorden og sagte glidende henimod dem. Men førend de naaede Stedet hvor de laa forsvandt de.

135

SKIKKELSEN I HAUDAL

I Haudal, i en af de saakaldte Tyskerbyer, var en Karl en Aften gaaet ud paa”Marken for at flytte nogle Kreaturer, og havde medtaget en Hund. Paa Hjemvejen blev Hunden saa urolig, bjæffede og hylede og krøb angst ind mellem Mandens Ben. Han anede da at noget aparte var paa færde; thi alt af den Slags kan Dyrene se; men2 nu vidste Karlen, at3 naar man lægger en Hunds Ører sammen over Hovedet og ser derind imellem, da kan man ser hvad der er i Vejen. Det gjorde han, og han saa da en hvid Skikkelse komme bag efter sig ad samme Vej som han. Han skyndte sig da hjemfeter, men paa Vejen kom Skikkelsen over, ham og tumlede ham saaledes at han maatte holde Sengen i flere Dage. –

136

SPØGERI I SEVEL

I en Gaard i Sevel havde man. hver Aften hørt en Vogn rulle ind i Gaarden, og en dristig Karl besluttede da at passe paa en Aften. Han stillede sig da an i Gangen, og da han havde staaet lidt, kom en Vogn ganske rigtig kjørende ind i Gaarden, forspændt med en hovedløs Hest; paa Vognen 1 var et Par Skikkelser, hvoraf den ene steg ud af Vognen og gik op paa Loftet, hvor han gjorde et gyseligt Spetakkel, imens den anden holdt i Tømmen. –

137

GJENGANGEREN I VROUE

En Kone i Vroue, der i levende Live vilde forvarer Pengene for sin Mand, kunde for denne Synd ikke finde Gravfred, men hver Nat stod hun i en af Husets Stuer og pillede ved en Bjælke. En Aften stillede hendes Mand sig i denne Stue, og da han havde staaet en lille Smule kom hun glidende ind i Stuen, iført et hvidt Klæderbon. Og da hun havde staaet og pillet lidt ved Bjælken gik Mand hen og sagde ganske rolig: »Hvad søger dog efter«, han gjennemsøgte da Bjælken og fandt et Markstykke, som han viste hende, og derpaa forsvandt hun og har aldrig vist sig siden.

171

Samme Mand kom en Aften om ved en Høj der ligge paa Trandum Kjerkegaarsmark, og han saa da at Højen stod paa Ildstøtter, og ud fra samme hørte han den dejligste Musik han. nogensinde havde hørt. –

168

TROLDEN OG BRUDEN

Mens Kirken i Højslev blev bygget, boede der en Trold i, de saakaldte Brudedale nord for Højslev, der brød det ned om Natten som Folket i deres Ansigt Sved havde opført om Dagen. Der blev da sat Vagt ved Kirken, og den Nat kom Trolden igjen for at fortsætte sit Ødelæggelsesværk, og da mam spurgte om Grunden til hans Fremfærd, svarede han, at Kirken var bygget paa hans Ejendom og der vilde han ikke taale den. Dog blev de ved at snakke frem og tilbage med Trolden indtil han gav dem Lov til at bygge den paa to Betingelser. Den første var at de skulde lade hans Hue indhugge i en Sten og Stenen indmures paa Kirketaarnets nordre Side. Det skete, og den Dag i Dag kan man se denne Hue i Stenen. Den anden Betingelse var, at den første Mø, der kom til at staa Brud i Kirken, skulde tilhøre ham, og skjønt det ikke var saa lille en Fordring gik de dog ind paa den. Det varede et Aars Tid inden en Mø blev viet i Kirken, og hun var fra det nordre af Sognen. Og da de havde være i Kirken og vilde kjøre til Hjemmet kom hen til Kusken, og bad ham at holde, das Bruden tilhørte ham og ingen anden. »Og vil du ikke med det gode  saa skal vi »snoppes« om hende«, lagde han til, henvendt til Brudgommen. Kusken gav nu Hestene af Pisken og jog afsted i fuld Firspring, men alligevel indhentede Trolden dem og rev et Hjul ud af Vognen saa at de væltede og nu tog han Bruden og bogstavelig slæbte hende over Marken hen i de store Dale, der deraf endnu bære Navnets Brudedalene, hvor Trolden havde sin Bo. Dog kunde Bruden ikke aldeles komme i hans Vold forinden han fik Brudesmykket af hendes Hoved og dette kunde han ikke selv udføre, men fik en Faarehyrde til det under Løfte om Belønning derfor.

En Dag i Skumringen mange Aar efter, gik en gammel Kone, der var Jordemoder i Højslev, uden for sit Hus og plantede Kaal; men bestandig krøb der en stor Skrubtudse for ved hende saa ingen Steder kunde sætte Spade for Dyret. Konen gaa da og smaa-skjænder paa Tudsen og sige: »Aa, kryb dog din Vej, du Tykmave; det kunde saamænd være Almisse at hjælpe dig, naar du skal lægge din Mave, Stakkel«, og som Konen sagde dette forsvandt Dyret. Men om Natten da Jordemoderen laa i sin bedste Søvn kaldte Trolden fra Brudedalene hende op, og sagde at hun maatte endelig følge med ham, da hans Kone var i Barnsnød. Tillige fortalte han hende, at hun halvs vej havde lovet hende det i Gaar; thi Tudsen var Bjærgmanden Kone, der havde paataget sig en saadan Skikkelse. Jordemoderen fulgte da med ham, og han førte hende nu. ind i en Hule hvor det var saa mørkt at hun ingen Ting kunde se. Men Trolden tog frem en Æske med Salve og smurte dermed hendes Øjne, og nu blev det saa lyst som Dagen, han førte hende derpaa ind til sin syge Kone, som hun ogsaa forløste, og som var den Brud, han havde bortslæbt fra Vejen, og hvis de ikke ere døde, leve de endnu. –

172

TROLDEN I BRUDEDALENE

Hvor Trolden slæbte hende visnede Græsset, men siden blev der en grøn Stie. Et Steds der i Nærheden hentede hun Vandet de forbrugte i Hulen og hun havde en Lænke om Benet. Ligesom Trolden fik den første Mø saaledes skal han ogsaa have den sidste der vies i Kirken.

39

DE TO ELVEFRUER

Da en Karl fra Højslev en Aften gik til sit Hjem, kom der et Par smukke Jomfruer ned til ham fra en Høj der laa lidt fra Vejen, og de gik hver til sin Side af ham og grev med Hænderne haardt om hans Arme, og han kom saaledes til at gaa midt imellem dem. Han gik nu og spekulerede paa hvorledes han skulde blive det Følgeskab kvit, men som de gik over en Aa over hvilken en Bro førte, vendte de sig og gik tilbage endnu før de havde betraadt Broen, thi over rindende Vand kan sligt ingenlunde passere, og nu saa Karlen, at de vare hule.

180

FRISKYTTEREN

I Sevel Sogn boede en Skytte, der kunde med sit Skud ramme hvad han ønskede. Det havde sin Grund i, at der han engang var til Alters beholdt han Vinen og Brødet i Munden og gik ud og spyede det paa Kirkemuren og samme Aften gik han op til Kirken og skød dertil og siden den Tid gik ikke noget Stykke Vildt ham frahænde. En Gang væddede han med en anden, at han skulde skyde en Vildgaas til Aftensmaden, og i Skumringen gik han da ud og satte Bøssepiben lige op i Luften og fyrede af, og en smækfed Gaas faldt ramt af Skudet ned i Gaarden. –

217

Naar man møde en Gjenganger maa man endelig ikke kige over Skulderen men hellere vende sig helt om, thi en Mand, der saaledes kigede engang, han mødte en Gjenganger, kunde ikke dreje Hovedet tilbage igjen, men bar det siden paa denne Vis. –

218

Naar man ser en Gjenganger gaa og leder efter noget, f. Ex. naar man har Tro til, at den i levende Live har nedgravet enten det ene eller det andet, (thi hvis det er Tilfældet, da vil han i Almindelighed søge dette Sted hver Aften) saa gjør man klogt i at kaster et Greb eller en anden Gjenstand hen til Skikkelsen; thi saa sætter han Gjenstanden paa det Sted hvor han bar gjemt noget, og vise sig aldrig siden.