6

KONG ALBREKT TILFANGETAGELSE

Efter et jysk Sagn skal den svenske Konge Albrekt været taget tilfange af Dronning Margrete paa Fly Hede. Dronningen var nemlig i Slaget, der stod paa omtalte Hede, tyet til Kobberup Kirketaarn og herfra saa hun, at da Kongen ikke kunde holde Stand mod Dronningens Folk længere lod han skyde en Hest og Indvoldene udrive af den, og derpaa krøb han i Aadselet, og her tog Margrete ham tilfange og førte ham til Koldinghus.

37

I fordums Tid har Flytning af Markskjel været meget hyppig. Men da det regnes for at være en af de allestørste Forbrydelse, der kan udøves, (maaske ikke uberettiget) er det ikke saa underligt at de, der have befattet sig med sligt »gaa igjen« som det kaldes. Det er da heller ikke faa Steder Sagnet sige at der el. der kjøre (ved Nattetid naturligvis) en Mand og pløje, el. der saas en Mand iført Læder-Knæbuxe rød Tophue o. dl. Da Jordudbytningen fandt Sted skete der mange Steder blodige Uretfærdigheder. Et godt Maaltid eller en sømmelig Gave (en Lispunds-Lax o. s. v.) til den der forestod Udbytningen sagdes at kunde veje op mod et forønsket Kjær eller Engskifte. Saaledes fortælles, at der boede en stolt Mand i Trevad (Jakob Pedersen) der stod højt hos Seheste, Rydhave, og da Bønderne fra Aakjær tilligemed omtalte Mand vare samlede begyndte Jakob at tale højt, om at det Kjær der alle Dage havde hørt Aakjær vilde han have. Det blev Herremanden opmærksom paa og denne, hvem Jakob flere Gange havde »velsignet« med en Lispunds-Lax, sagde beroligende: »Du ska’ faa det, Du ska faa det Jakob Pe’ersen«, og han fik det trods de andres ivrige Modstand og skjønt det var en stor Uretfærdighed.

38

Samme Jakob lod i Strid med en af Naboerne. Da denne en Dag var ved at grave en Brønd og just skulde til at sætte Stenerne ind (Brønden muredes i disse Tider af Kampesten. Teglsten kjendtes ikke.) raabte man ned til ham at nu kjørte Jakob hen for at pløje. »Hva«, sagde Manden i Brønden, »Æ Jakkob Pæjsen ve o plow saa vil A Daapejn (Død og Pine) aasse op o plow. Han op, spændte for Ploven og ud paa Marken til Jakob, hvor de pløjede omkap med hinanden, thi var den ene ikke til naar den anden pløjede vilde den første pløje den anden fornær. Sagnet sige da at denne gjerrige Mand ved Nattetider færdes omkring med Markskjellet, og aldrig faa hans Sjæl Hvile førend Skjællet faa sin rette Plads. – 

129

DE GRIMME BAKKER

Til denne Bakkerække, der strække sig paa begge Sider af Sevel-Skive Landevej, og som har et stygt, skummelt Useende der har givet det sit Navn, knytter sig, som til de fleste Steder af denne Art, en Del Sagn og Fortællinger. Et Slag har der her staaet engang mellem et Par Næssekonger, hvoraf den ene hed Hjelm. Hjelm faldt og blev i fuld Rustning nedsat i en af de mange Gravhøje der ligge spredte omkring paa den foregivne Valplads. Denne Kong Hjelm har den vidtstrakte »Hjelm«hede faaet sit Navn efter.

144

ELSEBJERG

I Egnen omkring Sevel har der i fordums Tid været meget Skov, og da ogsa mange Ulve. Der fortælles bladt andet, at da en Mand en Aten kjørte over Hjelmhede kom Ulvene om ham og vilde tage Hestene. Han spændte da en af disse fra Vognen, nemlig en meget stærk, godt skoet Hest, og den kom ikke hjem før længe efter de andre, men man fandt ogsaa en Del døde Ulve paa Heden der vare faldne for Hestens Hov. Ligeledes skedte det en Aften da en Pige kom fra Sevel og vilde begive sig hjem, at der paa en skovbevoxet Bakke vest for Sevel mødte hende en Ulv, der nøje betragtede hende, men dog vilde kalde Kammeraterne til forinden, den spiste Pigen, men imens drog Pigen sig ganske varsomt af sine Klæder og stablede disse saaledes op at det saa ud som om det var hende, og da hun havde fuldført det listede hun sig sin Vej og kom lykkelig fra Ulven; men om Morgenen fandt man hendes Klæder splittet og sønderrevet. Bakken har siden den Tid haft Navn af Elsebjerg.

145

Paa samme Bakke var der i fordums Tider opslaaet Brædder hvorpaa stod: »Se vel«. Det var en Advaring til rejsende om at tage sig iagt for Rovdyrene af hvilken der som før omtalt var mange paa dette Sted, og disse Bræddes Udskrift gav Anledning til Byens Navn: »Sevel«.

148

HELLIGKILDEN

Lidt syd for Alstrup, et Hus der ligge øst for Trevad, fandtes fordum en helbredende Kilde der endnu kaldes Helligkilde, hvor man foregive at have fundne adskillige gamle Mynter der vidner om det. Stedet er nu omtrent tilgroet med Græs.

169

SØLLE-JENS

For et Par Menneskealdre siden fandtes der i Daugberg et tosset Menneske, der gik under Navnet af Sølle-Jens, og som troedes at være et Bjærgmandsbarn, der var bleven forbyttet. Naar man spurgte ham om, hvem hans Far var, svarede han altid med sin træge, langtrukne Stemme: »De ve’ A et, men mi Farbro bov’e i’e Dojs« (Daugbjerg-Daas). Men det der vakte almindelig Forundring hos ham, var, at han vidste hvem dette eller hint Menneske var, omendskjønt han aldrig havde set det forhen. Som han en Dag sidde paa en Sten, der laa op til Vejen uden for det Hus hvori han havde hjemme, kom der en Rytter farende forbi, og da en spurgte Jens om, hvem denne var, svarede han: »De’wa Jens Povlsen i Bjat«, og ganske rigtig var det ogsaa ham, men han kunde ikke begribe hvorledes Tossen kunde kjende ham, da han aldrig havde været i Byen før, og hin havde aldrig været andre Steder end i Daugberg.

239

SLOTTET I FLY

I det midteste af Fly By, lidt vest for Kirken har der i ældgamle Dage staaet et Kongeslot’;) eller befæstet Borg, og Fly har da ogsaa haft sin egen Konge ligesom Skive havde sin. For mange Aar siden gravede man ned i Jorden paa det Sted hvor den foregivne Borg have staaet og fandt da Murrester samt et et Par 3 Alen lange Hængsler, der menes1 vare af Borgens Porte. Borgen har da paa den ene Side været skjærmet af en Sø, der i fordums Tid kaldtes Fly Sø, men nu kaldes Fleskedammen og er nu udtørret. Men denne Sø har været saa stor at man har sejlet deri med Orlogsskibe (?). Mellem Skive og Fly, ved det saakaldte »Skjelhøj«, ligge paa Heden en Række Gravhøje, og4 en af dem kaldes da Haraldshøj, og her har engang sfaaet et Slag mellem et Par Næssekonger, hvor en af dem ved Navn Harald da er falden. –

588

DE TO NÆSSEKONGER

Etsteds her  i Jylland var der et Par Nabokonger i gamle Dage , der bestandig laa i Kamp med hinanden. Nu gik dens ene hen og døde, og den efterlevende gik da hen til den afdødes Hustru og affordrede hende det Land, hendes Mand havde ejet; og rent ud give ham Afslag, turde hun ikke. Men hun udbad sig dog Lov til at beholde Landet, saalænge hun fik en Avl lagt, og denne Avl indhøstet. Men nu saaede hun Frø i Jorden, hvorefter der groede Eg og Bøg, og denne Avl kunde jo staa i evindelige Tider uden at faa afvoxet, og da Nabokongen næste Aar kom igjen og hørte herom, udbrød han skuffet: »Ja Mandens Klogskab er stor, men Kvindens Snildhed er endnu større«. –

598

BONDEN OG DRONNINGEN

Da Karoline Amalie, Kr. d. 8dendes Dronning i Fyrrerne drog omkring i Landet kom hun da ogsaa til Daugberg. Her samlede der sig jo en Menneskemængde om hende, mest Bønder, og blandt andet henvendte Dronningen sig da til Massen med det Spørgsmaal:
»Hvad lever I af herude paa Landet«?
En gammel Bonde’:”) tog nu Ordet og svarede: »Kataafler og gaat Rowwbrø, gue Froww«. –

638

SKIVES OPRINDELSE

Engang for mange Herrens Aar siden hændte det sig, at en fornem Frue kom i Havsnød paa Limfjorden. Hun lovede da Vorherre, naar han vilde frelse hende, at ·bygge· ham en Kirke paa det Sted, hvor hun drog iland. Hun strandede da’. paa en Bakkeside, der hvor Byen Skive nu ligge. Thi den Gang gik Fjorden langt længere op end nuomstunde. Her byggede hun da en Kirke, men da den blev lagt paa Bakkesiden, kom den til at lige skjævt, og· den fik ·de Huse der i Tidens Løb samlede sig-omkring denne Navn af Skjæve, der siden er bleven forandret til Skive. –

274

RØVERNE I HVAM KRO

En Etermiddag kom en Mand kiørende med en Kiste til Hvam Kro, og bad Kromanden sætte den ind i Kroen. Manden, der var bange for at den skulde blive sparket i Gangen, hvor Kromanden vilde have den anbragt, bad at den maatte blive sat ind i Storstuen; og det blev da Enden. Derpaa kjørte Manden, hvem ingen kjendte. Kort Tid efter kom en Skytte der fra Egnen til Kroen, og ham og Kromanden gik nu op i Storstuen og sad her og passjarede. Men en af Skyttens medbragte Hunde gik bestandig og snusede til Kisten, satte Snuden til Nøglehullet og knurrede. Det henledte Mændenes Opmærksomhed og de begyndte at fatte Mistanke, og lade Kisten brække op, men just som de aabne den affyres der en Pistol mod dem, der heldigvis ingen ramte. Man saa nu en Mand ligge i Kisten, med to Pistole en Kniv og en Fløjte, men man fik ham dog snart overmandet og bundet. Man fik nu Byens Karle kaldte sammen, og det anede da dem at han ikke var den eneste, men flere maatte være i Baghold, som Manden i Kisten skulde have aabnet Døren for. En af Karlene gaa da ud og blæse i Fløjten og just som det er gjort komme der en Del Røvere der have luret i Nærheden og troede, at det var deres Høvding, der havde lukket op, og spurgte hvor de skulde ind. »I skal herind«, svarede Karlen og de gik nu ind i Huset, hvor de bleve kastede til Jorden og bundne, og siden henrettede. –