263

»I Gaar var mit Syn saa daarligt«, sagde Hyrdedrengen til sin karrige Madmoder, »at jeg næppe kunde se Smørret paa mit Brød, men idag er mit Syn langt bedre; thi nu kan jeg se atten Sognekirker gjennem min Ost. –

127

FRUEN OG KARLEN

En Frue, der var meget gudfrygtig, men som forøvrigt ikke vilde give sine Folk nok at spise, gik enhver Aften op i Kirken for at bede Aftenbøn.

Men en Aften havde hendes Karl kommet hende i Forkjøbet og var krøbet ind under Alteret. Da hun nu begyndte at bede, sige Karlen under Alteret:

»Kom Pokker i din »Skrot«.« »Hvi er du mig saa haard«. »Jo, for du give dine Folk for lidet at æde«. »Ja, men jeg vil mig forbedre«. »Saa vil jeg dig naadig være«. Fruen, der troede at dette var Vorherre selv, der talede til hende, blev fra denne Stund af bedre mod sine Folk.

258

DET FORTRYLLEDE SLOT

En Mand havde tre Døtre, som han holdt saa meget af. Da han en Dag tog til Kjøbstaden, adspurgte han hver især af dem, om der ikke var noget de ønskede, han skulde faa til dem i Kjøbstaden. Den ældste forlangte da et Stykke Kjoletøj, og den næstældste et Stykke Sirts til et Forklæder, men den yngste ønskede intet uden en lille Blomst. Da Faderen begav sig fra Købstaden, efter at have forrettet sine Ærinder, kom han i Tanker om, at han havde glemt Blomsten til sin yngste Datter, og det var han kjed af, thi hende holdt han nok saa meget af, som af de to andre. Han kom nu om ved et prægtig Slot, og i Slottets Have, der vendte ud mod Vejen, saa han de prægtigste Blomster voxe, og han fik nu saadan en Lyst til at plukke en af dem, og da de groede nær Havegjærdet, saa han let kunde naar dem, plukkede han en af de mange der stod. Men som han havde plukket, springe der en vældig stor, rød Tyr op fra en Trærod og sprang ind imod ham, og truede med at gjøre det af med ham. Manden bad da ynkelig for sit Liv, og Tyren sagde, at vilde han give ham det første der kom imod ham, naar han i Dag gik hjem, da skulde han slippe med Livet, og herpaa gik Manden ind, da en lille Hund altid plejede at komme ham i Møde; men desværre kom denne Gang hans yngste Datter imod ham, og Faderen var herover nær fortvivlet af Sorg, men da han fortalte hende det. svarede hun, at det skulde han ikke sørge saa meget over; thi hun var slet ikke saa bange herfor. Næste Morgen kjørte hendes Far hende hen paa Slottet, hvor Tyren tog vel imod dem. Hestene bleve spændte fra og ledte hen i Stalden af usynlige Hænder; thi ikk en Sjæl var at opdage foruden Tyren, som førte dem ind til et veldækket Bord og bØd dem spise, Tyren derimod strakte sig hen ad Gulvet og gav sig til at ryge Tobak af en lang Pibe. Da de havde spist, tog Manden Afsked med sin Datter og gik ud i Gaarden for at faa spændt for, men da var Vognen allerede forspændt, og han kjørte nu hjem. Da Pigen havde opholdt sig paa Slottet en Tid, gav Tyren hende en Spejl, hvori hun kunde se hvad hun behagede at se, og først vilde hun se efter, hvorledes de havde det hjemme; hun saa da begge hendes Søstre danse fordi de havde faaet det Tøj, som Faderen bragte dem, syet i Klæder, men i en Krog af Stuen laa hendes Fader i Sengen og var syg. Hun fik nu paa en Gang en saadan Hjemve og bad Tyren om at maatte besøge sit Hjem, og efter en Del Nølen gav han hende da ogsaa Lov, imod at møde til et bestemt Klokkeslæt. Hun rejste nu hjem og Faderen var glad ved at se sin kjære Datter, som han savnede meget. Men hun kunde ikke naa at komme til den fastsatte Tid, og da hun kom til Slottet var Tyren ingen Steds at finde paa Slottet. Hun begav sig da ud i Haven og her fandt hun den liggende under det samme Træ hvor den laa da den anfaldt Manden, og det næsten død, men hun liste sig nu hen og give den et Kys paa Snuden, og saa stod der for hende den smukkeste Prins, man kunde se for sine Øjne, der takkede hende usigeligt meget, fordi hun havde løst ham og Slottet af Trolddommen, og han tog hende nu ved Haanden og førte hende op paa Slottet, hvor det nu vrimlede af Tjenere, der forhen vare usynlige formedelst Trolddommen. Kort Tid efter giftede Prindsen sig med hende og de levede lykkelig tilsammen i mange Herrens Aar. –

259

PIGEN OG RØVERNE

Der var engang to Ægtefolk, der kuns havde et Barn, og det en Datter. Da hun var bleven voxen tog Forældrene en Dag hjemmefra og Iod hende være ene tilbage i Gaarden. Men den Dag kom der sex Røvere til Gaarden for at plyndre, og de bød da Pigen sætte frem for dem det bedste Huset formaaede, og en Del Spisevare samt en Dunk Brændevin satte hun da til dem. Imens Røverne fik noget til Livs aflaasede hun omhyggeligt alle Gjemmer og stak Nøglerne i Lommen og en stor Øxe samt hendes Rokke tog hun med sig ind i et Kammer. Da Røverne vare færdige med at spise vilde de i Lag med at plynde, og bleve ikke lidet vredet da de saa at ikke en Nøgle var at finde; de søgte nu efter Pigen hun maatte vist0 være i Besiddelse af dem. De standsede da udenfor det Kammer hvori hun sad, da de hørte Rokken snurre derinde, og bød hende at6 lukke op, men det gjorde hun naturligvis ikke, og den stærke Egedør lod de nok være at sprænge. De fandt nu en Køkkenøxe og huggede med denne et Hul under Dørtrinet hvorigjennem de vilde krybe ind i Kammeret. Den ældste krøb da først derind, men næppe havde han stukket Hovedet op paa den anden Side forinden Pigen hugge ham med sin medbragte Øxe saaledes i Baghovedet at han døde; men hun lod ikke ham ligge i Hullet men trak ham til sig, og en anden af Brødrene krøb nu ind og fik sin Bekomst saa vel som den anden og saaledes videre indtil den 6te Broder, han slap med et Slag i Nakken og ilede ud af Huset. –

 Nogen Tid efter kom der en Karl til Gaarden og ønskede Plads som Tjenestekarl, fik ogsaa denne, og han havde en stor Knude i Nakken; men Datteren fik dog Lyst til ham og giftede sig med ham. Han spurgte hende da en Dag om, om hun ikke havde Lyst til at se hans Forældre og Hjem, jo det havde hun dog, og en Dag kjøre de da ud i Skoven, hvor de boede, og en Jordhytte foregav han var hans Forældres Hus. Da de har fundet Hytten og staaet ud af Vognen med samt deres 6 aarige Søn kom Mandens Mor, der ingen.anden var end Moderen til de 6 Røvere der vilde have plyndre Gaarden, hen og sagde til hende: »Naa, har jeg da endelig faaet fat paa dit Skarn, der slog mine 5 Sønner ihjel og gav den anden et Tørn, der vil kjendes hele hans Levetid, saa skal du ogsaa faa din haardt fortjente Straf. Nu gaa jeg hen og ildne Ovnen og der ind i de gloende Flammer skal jeg kaste dig; vel er jeg din Svigemoder; thi du skal vide, at den, hvormed du giftede dig, var den af mine Sønner, som du ikke fik slaaet til døde, men det faa intet at hjælpe dig. Din Dødsdom er fældet, og naar Ovnen blive hed, da skal den ligesaavist blive fuldbyrdet«. Derpaa gik Kjællingen hen og ildnede Ovnen og kort Tid efter var den glødende og Konen kom nu hen til Kjællingen for at lide Straffen. »Men sig mig«, sagde hun til Kjællingen, »hvorledes skal jeg bære mig ad med at komme derind«. »Det skal jeg let vise dig«, svarede Kjællingen, og jog sig ned paa Skodden der stod op til Ovnen; men just som hun havde sat sig derpaa, greb den anden med al sin Kraft om Skodden og skuppede hende ind i Ilden, hvor hun omkom. Da hendes Mand nu kom tilbage og erfarede hvorledes det hængte sammen, svor han, at hun skulde blive kastet i en dyb Grav i Nærheden af Hytten der kaldtes »Pøhl«, fordi der stod Vand i Bunden, og han slæbte hende da derud, og bad hende drage af Klæderne, da de vare forgode til at følge hende. Hun bad ham vende sig, mens hun drog af Klæderne, og det gjorde han; men som han nu stod for ved Hulen og vendte Rykken til, gav hun ham et Puf i Ryggen, saa han styrtede ned i den Grav, han havde redt til hende. Men nu kom hendes Søn til og sagde: »Har du nu myrdet baade mine 5 Farbrødre, min Bedstemoder og ovenikjøbet min Far, saa skal jeg nok hævne det paa dig, bi blot til jeg blive stor«. »Nej, min Dreng, er du saadan sindet mod din Mor, saa kan du rejse ned til din Far«, sagde hun og smed ogsaa ham ned i Graven. Nu gik hun hen og fandt Hestene og skyndte sig hjem, glad over at være bleven det Røverpak kvit, der havde foraarsaget hende saa mange Ulemper. –

307

DE TO BRØDRE

En Skytte havde to Sønner, hvoraf den ene hed Ulrik den anden Gad, som han lærte at skyde. Da der endag kom flyvende en Flok Vildgjæs bad Faderen Ulrik, der var den ældste, at skyde en Gaas i hver Hjørne med et Skud, og det gjorde han. Næste Dag fløj der en Flok Vildgjæs over deres Hoveder i en Trekant, og han bød nu Gad skyde 3 af disse, en i hver Hjørne. Da de havde vist at de kunde det, saa siger Faderen, at nu kan han ikke lære dem mere, nu maa de ud i Verden og søge deres Lykke. Faderen sige da, at nu skal de følges ad ud i Skoven, indtil de komme til et Sted, hvor Vejen dele sig i to; der skal de hver gaa sin Vej; og han gav dem ydeligere en Kniv, som han bad dem fæste i et Træs Stamme, som stod der hvor Vejen delte sig; thi naar en af dem da siden kom tilbage til dette Sted, da skulde de betragte Kniven, var den rusten da var det Tegn paa, at den anden var død.

Næste Dag tog de da Afsked med deres Forældre, og med Bøssen paa Nakken begave de sig paa Vej ud i Skoven. De møder da en Hare, som de begge holde til paa med Bøssen, men den beder da for sit Liv og sige, at hjemme har den to Unger, som de maa faa, naar de vil spare den. Og det gik de ind paa; og nu kom der løbende to Hareunger efter dem. Lidt længere inde i Skoven mødte de en Ræv, som, da de vilde skyde den, sagde som Haren, at sine to Unger maatte de faa isteden; og nu kom der ogsaa to Ræveunger. Dernæst traf de en Ulv, som akkoderede ligesom de to andre og nu havde de ogsaa to Ulveunger; til syvende sidst mødte de en Bjørn, som gav dem sine to Unger for sin egen Frelse; saa nu havde de 2 Harer-, 2 Ræve-, 2 Ulve- og to Bjørneunger, som de, da de skulde skilles deltes saaledes, at hver fik fire Følgesvende; de satte nu Kniven i Stammen og gik derpaa hver sin Vej. Da den yngste, Gad, var gaaet en halv Dags Tid, kom han til et Slot, der var overtrukket med sort Flor; og han gik da ind til en Kjøbmand, hvor han spurgte om, hvorfor alt saa saa bedrøveligt ud paa det Slot. Kjøbmanden fortalte ham da, at en ond Drage vilde hvert Aar have en Mø fra Landet, og nu var Prindsessen den sidste, saa i Morgen vilde han hændte hende. Vil havde en Høvidsmand lovet at kæmpe med Dragen, men han skjalv allerede som et Æspeløv, saa det vilde nok blive en dejlig Forsvarer. Gad drog nu hen ad Slottet til for at faa nærmere Underretning om det forestaaende; men paa Vejen mødte han en Rex, som han troede vidste Besked om, hvorledes Dragen bedst kunde bekæmpes. Han bød hende da give ham nogle Oplysninger om det, da han ellers skød hende. »Skyde mig«, snærrede Hexen, nej det lade du nok være, formedelst det, at ingen kan«. Gad rev nu en Sølvknap af sin Jagtfrakke, ridsede et Kors i den med sin Negl, lagde19 den i Bøssen og spurgte: »Tror du endnu ikke, at jeg kan skyde dig? Derpaa hældede han Bøssen til Kinden, men Hexen bad ham da lade det være, da hun nok skulde sige ham med hvad Vaaben Dragen kunde dræbes. »Oppe i Vaabenhuset ligge 12 store Sten i en Række«, sagde Hexen, »og naar du bryde disse op, da vil du finde et Sværd saa stor og tung, at du ikke kan løfte det; men naar du har spist det Brød«, sagde Kjællingen, idet hun rakte ham et Stykke Brød, som der var smurt noget paa, som han ikke vidste hvad var, »saa kan du saa mageligt bruge den«. Nu gik Gad op og fandt rigtignok Sværdet, og med det i Haanden gik han næste Dags Morgen ud paa den Plads, hvor Dragen vilde afhændte  Prindsessen, og hun havde allerede mødt, og Forældre og Slægtninger stod ved med bedrøvede Ansigter og stirrede ængstelige ud over Havet, hvorfra Dragen endelig kom. Det var et skrækkeligt Syn. Den havde ni Hoveder og ni Munde der spyede Ild til alle Sider. Høvidsmanden havde forlængst skjult sig, og kun Gad vovede sig imod den. Den for nu ind imod ham, men ved det første Hug af det skarpe Sværd, som Gad bad opløftet, trillede de tre af Uhyrets Hoveder hen ad Jorden; og da den havde faaet denne Smøre, besindede den sig dog lidt, forinden den atter angreb Gad; men ved det næste Hug mistede Dragen atter tre Hoveder, og nok et Hug, saa var den hovedløs. Prindsessen takkede ham saamange Gange for sin Frelse, og hun tog et smukt Lommetørklæder op og gav ham og i Klædet stod hendes Navnetræk med forgyldte Bogstaver, og ligeledes bandt hun et Baand, hvori ogsaa hendes Navn stod, om hver af Gads Dyrs Hals. Derpaa gik han hen og aabnede Dragens Munde og udskar Tungerne, som han gjemte i det Tørklæde, Prindsessen havde givet ham. Derpaa fulgte han med Prindsessen, som var lovet til den der kunde frelse hende – høj eller lav – hen i et Telt, hvor de skulde hvile sammen den Nat, og Dagen efter fortsætte Rejsen til Slottet, hvor de siden vilde holde Bryllup. Gad satte nu Bjørnen, som den stærkeste, til at holde Vagt ved Teltet, men da han var søvnig satte han. Ulven til det, og denne Ræven og denne igjen Haren og denne faldt da isøvn ud paa Natten. Men nu kom Høvidsmanden frem af sit Skjul, huggede Dragens ni Hoveder af og tog disse med sig, hvorpaa han, da han fandt Teltets Vagt sovende, gik der ind og huggede Gads Hoved af og tvang Prindsessen til at sige, at han var hendes Redningsmand. Da Gads Kammerater vaagnede og fandt ham dræbt, tvang de Haren til, som den der havde sovet paa sin Post, at finde den Urt, der kaldtes Levnedsurt, og som ene kunde bringe Liv i Gad igjen. Haren løb da, og langt op ad Dagen kom den da igjen med Urten i sin Mund; man lagde nu Urten paa Halsen af Gad og Bjørnen tog Hovedet og satte til Kroppen og strax var den groet fast; men nu opdagede man at Nakken vendte fremad og Ansigtet tilbage, og derfor greb de et Sværd og huggede Hovedet af igjen og vendte det ordentligt, og nu kom der Liv i ham igjen som der var før. Da han nu kom op til Kjøbmanden, fortalte denne, at i Morgen skulde Prindsessen giftes med Høvidsmanden, der havde frelst hende fra Dragen. Og han udtalte Ønsket om, at faa nogle af de lækre Retter, der da skulde opvartes med. Gad væddede nu med Kjøbmanden, at han skulde bringe ham det samme, som de spiste af ved Kongens Bord, og Haren blev sendt af Sted efter Brød, Ræven efter Kjød og Ulven efter Steg. De to sidste vilde uhyre gjærne selv beholdt det, men af Respekt for Gad, turde de ikke. Prindsessen kjendte dem jo godt, naar hun saa det Baand med hendes Navn omkring deres Hals. Endelig blev Bjørnen sendt afsted efter Vin fra Kongens Kjælder, og han tappede en halv Potte af og drak for at smage, om det var godt nok; men han maatte smage paa flere Tønder, inden det blev godt nok, og Bjørnen var temlig usikker til Fods paa Hjemvejen, men dog kom han hjem med Vinen, og Kjøbmanden maatte betale Væddemaalet til Gad. – Næste Dag drog han op paa Slottet, og der stod Høvidsmanden og kroede sig af sin Sejr over Dragen. Fortalte hvorledes den i Førstningen overspyede ham med Ild, men hvorledes han da med sejrrig Haand tilintetgjorde den; og til Bevis paa, at han for med Sandhed, tog han frem de ni Hoveder, og stillede dem triumferende op paa et Bord. Men nu gik Gad hen og aabnede Mundene paa dem og spurgte, hvor Tungerne vare. Ja, de havde formodentligt aldrig haft Tunger, mente Høvidsmanden, nej, Drager havde ingen Tunger. »Naa, har de ikke«, svarede Gad, hvorpaa han løste op for sit Lommetørklæde og viste dem Tungerne, og nu kom Prindsessen, der meget vil kunde kjende ham, og sagde , at han var den rette Frelsemand fra Dragen, og hun fortalte nu hendes Forældre og alle Sammenhængen fra Ende til anden. Og Høvidsmanden blev hængt, men Gad gift med den smukke Prindsesse, og efter hendes Faders Død Konge over Riget.

Nu traf det sig en Dag da Gad, der nu var Konge, var paa Jagt, at han kom fra sine Folk og for vild i Skoven og var nu foruden al Selskab, saa nær som det, at hans Dyr, der overalt fulgte ham, var med. Han anrettede sig da et Baal i Skoven, og just som han sidder og varme sig, høre han noget over sig, som sige: »Uh! jeg fryse mig«. Han sir da op og bliver en gammel Hex var, der sidder i et af Træerne. »Ih, kom da her ned og varm dig«, sige han. »Jeg tør ikke for dine Dyr«. »De gjør dig saamænd ikke noget«. »Det stole jeg ikke paa«, sige Kjællingen, »men her3s har jeg en Pind, vil du give dine Dyr et Smæk af den, saa tør jeg komme ned«. Det gjorde Gad, men nu bleve Dyrerne til Sten, og da Kjællingen kom ned gav hun ogsaa ham et Smæk, og saa var han ogsaa Sten. Men samme Nat kom Gads Bror Ulrik til Stedet, thi han var ligeledes faret vild, og da han fandt Baalet, lagde han sig der. Han hører da ogsaa en sige i Træet: » Uh, jeg fryser mig«. »Kom da ned og varm dig«, svarede han, men da han ligeledes havde sine Dyr med, sige hun: »Jeg tør ikke for dine Dyr, men giv dem en Smæk af denne Pind, saa tør jeg«. Men Ulrik nægtede at slaa sine tro Dyr, men truede hende og sagde, at dersom hun ikke kom ned, skød han hende; men da hun paastaa at han ikke kunde, rev han en Sølvknap af sin Trøje, ridsede et Kors i den og lagde den i sin Bøsse, men nu kom hun ned af Træet, og da Ulrik havde betragtet disse Sten, der laa, og da han saa nøjere til, opdagede han, at det maatte være Hexens Værk, og han truede hende til at gjøre disse Stene levende, og hun gav dem nu et Rap af Pinden, og saa stod de levende der igjen, og Gad og Ulrik kjendte hinanden og der blev en Glæde; og nu skød Ulrik Hexen alligevel, hvorpaa han fulgte med sin Broder til dennes Slot, hvor de siden levede sammen. –

392

DEN DOVNE MAND

Dær wa jengaang en Mand dæ wa saa down te han gaah ett o klø sæ sjæl, laantminne da o bestæll nøj. Han fæk aalle no Tørre grawwe aam æ Saamme, o dæhfaa so han i en kaald Stoww o frøs som en Hund aam æ Vinter; nææ Faalk saa gi te ham o saa ham hwo dom de wa, ett o fo no Tørre grawwe aam æ Saammer, saa swurre han aaltie: »Ja bi te de blywwe Saammer, saa skal je grawwe Tørre saa Jorden skal ryste«. Men nææ saa æ Ti komm saa gi han jo aasse op i æ Hie mææ Spaaaa o æ N akk, mæns trowwe do han grawwe Tørre, nej gjoh han ett beskidt. Han laah saa !isse laang han wa wi en Hyw deraap, o gi Faalk te ham o spurre ham aams om han ingen Tørre vild ha grawwe lissem anne Faalk, saa swurre han aalti te æ: »Nej saa Fannen gaahl mæ væl a ett nu blywwe æ aalle Vinter mie, søen gue Warm vi haah idaa«.

637

KARLEN FRA SMOLLERUP

I Smollerup, Fjends Herred, var der en Gang en Karl, der altid brovtede af sin Modighed. Nu traf qet sig at han gik2 til en af Nabobyernes i Besøg og først kunde vende hjem sent om Aftenen. Det havde et Par af Byens Karle faaet fat paa, og derfor gik de i Mørkningen op paa Smollerup Kirkegaard, hvor de tog en Skjorte udenpaa Klæderne for at forestille Spøgelser; da nu Karlen kom, gik de ud imod ham, og han blev saa uhyre forskrækket og sagde hvert Øjeblik: »Jesu Kristi Kors, Jesu Kristi Kors«, men det hjalp ikke, Skikkelserne trængte sig mere og mere ind paa ham og halv død af Skræk udbrød han: »Haawstribaaw«, det var nu saadan et Udbrud i Sindsforvirring, som han slet ikke havde noget til Hensigt med, men dog havde det. til Følge at de andre overvældet af Latter sank omkuld, holdte sig paa Maven og lo, saa de var nærved at revne af Grin. Siden den Tid har man haft til Mundheld efter denne Karle: »Jæn »Haawstribaaw, i æ bejje in ti Kristikaasse«. –

645

DE TRE KROGJÆSTER

I en Kro sad engang tre Mænd og drak og samtalede, og under Samtalen kom en af dem til at sige, at han kunde godt hugge en af sine Fingre af og igjen sætte den til i Morgen saa det aldrig skulde gjøre den det mindste. En anden af Krogjæsterne vilde da ikke være ringere men mente at han kunde meget godt rive et af Øjnene ud af Hovedet og Dagen efter sætte den ind igjen uden derfor at miste Synet; den tredje brovtede af at kunde tage indvoldernes ud af Livet og igjen stoppe dem ind uden at have ondt deraf. Det satte de en Væddesmaal paa, og tog derpaa den Bestemmelse at Kroværten skulde have det i Forvaring til næste Morgen baade Fingren, Øjet og Tarmene samt Væddemaalet. Værten tog nu disse Gjenstande og lagde dem ud paa Kjøkkenbordet, men nu traf det sig at de i Kroen skulde have slagtet et Svin denne Aften, men da Pigen, der denne Dag var til Ligstues, ikke kom hjem i rette Tid, blev det udsat. Pigen kom ikke hjem før hen i Dagningen, og da hun nu saa at der laa en Del Tarmer paa Kjøkkenbordet troede hun at de trods hendes Udeblivelse havde slagtet Svinet og lagt dets Indvolde paa Bordet for at hun skulde rengjøre dem naar hun endelig kom hjem. Derfor gav hun sig til at tumle omkring med disse, skar enkelte istykke og smed andet væk, deriblandt Fingren og Øjet. Da Kromanden kom op og saa Pigens Behandling af de Gjenstande han havde taget i Forvaring blev han meget ilde tilmode. Pigen trøstede ham med at hun skulde nok hitte en Udvej. »Ja hvilken da?« »Jo«, svarede hun, »nu lader vi Grisen slagte og tage dennes Tarmer og lægge i den andens Sted. Og hvad Øjet angaar, da har vi en gammel graa Kat, der forresten har levet længe nok, den slaar vi nu ihjæl og tage dens ene Øje. –·Desuden var det Fingren; “men det har ogsaa gode Veje, da der fornylig er hængt en Tyv, som næppe mere faa Brug for sine Fingre, et af disse afskære vi og lægge i Stedet for den henkastede«. Det skete alt sammen, og da de tre Gjæster næste Morgen stod op affordrede de jo Kromanden de til ham betroede Gjenstande og han gav dem da disse han havde og ikke deres egne. Enhver af dem skilte sig-overmaade godt ved deres Kunst saa det ikke skadede dem det allerfjerneste; thi næppe havde den ene sat Fingren, der jo ikke var hans men Tyvens, til og givet den en Skrald før den var ligesaa hel og holden som forhen. Ligeledes med Øjet og Tarmene. Efter en Maaneds Tid skulde de mødes igjen og sige hinanden hvorledes de vare til Pas efter Prøven. Ham med Fingeren meddelte da at han var meget godt tilpas med altid var der saameget i hans Lommer, som han ikke vidste hvor kom fra, thi Fingren havde ikke miste sin gamle Natur. Den anden befandt sig vel i Øjet, men hvad han ikke kunde forstaa var, at forhen var han meget ringe til at se, hvorimod han nu en tusmørk Aften kunde staa i Forstuedøren og se Musene danse henne i Laden. (Kattens Øje). Den tredje var ogsaa havde heller ikke fæjlet noget; »men«, sa’ han, ja jeg kan næsten ikke være bekjendt at sige det, jeg meget ondt at lade det være ifred der staar ved Hushjørnerne (I gjætte nok hvad?). –

260

SVINEHYRDEN DER FIK PRINDSESSEN

Da Hans var en stor Dreng eller Karl skulde han ud at tjene for sit Brød. Hans Mor gav ham da en Klappekage med paa Rejsen, kyste ham og bad ham skikke sig vel. Da han havde gaaet længe satte han sig ned ved Vejen og gav sig til at løse op for sin Kage, thi han var glubenden sulten. Da kom der en gammel Rex til ham og bad ham om at dele Brødet med sig, thi hun var ogsaa hungrig, og hun havde lidt Brændevin i en Krukke, som hun delte med Hans, og han gav hende da det halve af sin Klappekage. Hun spurgte om, hvad han søgte: »En Tjeneste svarede Hans. »Da skal du ikke løbe længre om efter den, thi jeg ved netop en. Her i Nærheden ligge et Slot, og der mangle man saa haardt en Hyrde til at passe 100 Stude og 100 Svin i Skoven. Der har hidtil aldrig nogen kunnet passe disse Kreaturer, bestandig er der blevet nogle borte af dem. Men fordi du her gav mig noget af din Kage vil jeg ogsaa gjøre dig en Tjeneste. Her har du en Fløjte, saa snart du støder i den, skal Kreaturerne lystre din Vilje og gaa hvor det behager dig; og her give jeg dig tillige en Pind og alt hvorved du rører med den skal dø«. Da de skiltes, takkede Hans mange Gange for disse Gaver, og begav sig nu op paa Slottet, hvor han blev stedet for Kongen, og da han havde forrettet sit Ærinde og udtalt sit Ønske om at blive der paa Gaarden som Svine- og Studehyrde, gav Kongen tilkjcnde at han vilde gjærne beholde ham.

Næste Dag drev han til Skovs med sine Kreaturer efter at have faaet en Mængde Mellemmad i sin Taske. Da han havde drevet Dyrerne ud i Skoven, spredtes de til allesider, men Hans gik hen og fandt en grøn Plet, og da den var fonden, satte han Fløjten for Munden, og næppe havde Kreaturerne hørt de første Toner, før de allesammen stod rundt omkring Hans, og de blev ved at græsse indtil Hans kaldte dem til en anden Plet. Nu kunde Kreaturerne altsaa passe sig selv, og Hans gik derfor længere ind i Skoven hvor han fandt en Sti, som han fulgte. Men paa Stien mødte han et6 Uhyre, der raabte: »hvor er det Svin og den Stud, som jeg skal ha’«. »Skal du ha’ Stude og Svin, ja du skulde saa«, sagde Hans og rørte ved ham med Pinden, og just som han havde gjort det, faldt Bæstet til Jorden og var død. Hans blev ved at følge Stien, indtil han kom til en Kobbeslot, der skinnede prægtig i Sollyset; Men i et af Vinduerne sad en stor, glubsk Hund, og da Hans pikkede paa Vinduesruden for at blive indladt, spurgte Hunden: »Er du min Herre«. »Nej jeg er ikke«, svarede Hans. »Jo vist er du«, sagde Hunden; »thi du har dræbt min tidligere Herre«. Hunden, der hedte »Svindt« ledte nu Hans ud i Stalden, hvor der stod en brun Hest, der var saa balstyrlig, at ikke et Menneske kunde komme i Nærheden af den. Hunden viste ham nu en Flaske, hvori der stod en Olie, som han skulde smøre Figrene med, og da han havde gjort det, kunde han gjøre ved Hesten hvad han ønskede. I en Krog af Stalden stod en Kobberustning og en Kobbesabel, hvilken sidste var saa tung, at han ikke kunde rokke den af Stedet. Men da han havde spist en Pulve, som laa ved Siden af Flasken med Olien, kunde han saa mageligt svinge den. Han gav nu Hesten et Foder, hvorpaa han gik tilbage til sine Kreaturer og drev dem hjem; men da han kom i Nærheden af Slottet kom Kongen og Dronningen ham imøde og vare meget glade, da de hørte, at ingen Stude eller Svin manglede. Næste Dag fik han endnu mere Spise med, og han blæste igjen Kreaturerne til den samme Plet, da der endnu var meget Græs, og han gik nu ad en anden Kant af Skoven, hvor han ligesom den forrige Dag fandt en Sti, hvor han stødte sammen med en endnu værre Uhyre med to Hoveder, der spurgte: »Hvor er de 2 Stude og de 2 Svin, som jeg skal ha’«. Men Hans rørte bare ved ham med sin Pind og saa faldt han død om. Da han havde fulgt Stien en Stund kom han til et Sølvslot, hvor han ligeledes bankede paa Vinduet og en Hund, langt frygteligere at se paa, end den han havde set igaar, og den spurgte da: »Er du min Herre«. »Nej« svarede Hans. »Jo du er, thi du har slaaet min Herre ihjæl«. I denne Slots Stald stod en rød Hest, der var aldeles rasende, og det vilde have været den visse Død at gaa ind til Dyret; men i et Vindue stod en Flaske, hvor Hunden bad ham smøre Figrene, og da det var gjort, kunde han klappe og kjærtegne den, den gjorde ham ikke det mindste Ondt. I Stalden hængte en Rustning og en tilsvarende Sabel, begge Dele af Sølv, hvilken sidste, Hans, trods al sin Anstrængelse, ikke var istand til at rokke, men da han havde nydt Pulveret, der laa ved Flasken paa en Hylde, kunde han ret godt magte Dyrendalen. Da han havde fodret Hesten, gik han igjen ud til sin Hjord i Skoven og drev hjemefter. Ogsaa den Aften kom Kongen og Dronningen ham imøde, og vare ikke lidet15 glade over at have faaet en saa dygtig Hyrde, der passede Kreaturerne saaledes at ikke en blev borte af de mange. Tredie Dagen fik han endnu mere Spise med, og da han havde faaet Kreaturerne i Orden gik han til en tredie Sti i Skoven hvor et Uhyre med 3 Hoveder kom imod ham og spurgte: »Hvor er de 3 Svin og 3 Stude, jeg skal have«, men Hans rørte bare ved ham med Pinden saa laa han stendød, og han fortsatte nu sin Vandring ind gjennem Skoven, bestandig følgende Stien, indtil han kom til et19 Slot, hvor alt var af det pure Guld. Efter at have banket paa Vinduet, kom en Hunds Hoved i Vinduet, der kunde indjage ethvert dødeligt Menneske Skræk. Denne Hund, der hed »Moster-færdig«, spurgte ligesom de andre to: »Er du min Herre«. »Nej, du«. »Jo du er«, svarede den, »thi du har ihjelslaaet min Herre. »Moster-færdig« førte nu Hans ud i Stalden, og her stod en ravnsort Hest, der sparkede og spjattede saaledes om sig, at man nok skulde betænke sig to Gange, inden man gik op til den; men da han havde smurt Figrene af Flaskens Indhold, og derpaa gik op til Hesten, var den saa ydmyg, at han kunde sno den om en Finger. I Stalden hængte en Guldrustning og en Sabel af samme Metal, der var saa tung, at Hans aldrig kunde rokke den af Stedet, men da han havde spist Pulveret, der ogsaa her laa, kunde han svinge den uden Anstrængelse. Da han havde fodret Hesten, gik han ud til Kreaturerne og drev dem hjem, men denne Aften kom Kongen og Dronningen ikke imod ham, som sædvanlig, og Slottet var omhængt med sort Flor. Han spurgte da en af Karlene hvad der sørgedes over: » Der er et af Svinene blevne borte«. »Det er Usandhed«, svarede Hans; »de ere der alle«. Han spurgte da en af Pigerne, der svarede at en Stud var borte; men Hans svarede at det var Løgn. Da han gik ind i Slotsgaarden, saa han Prindsessen staa i en af Vinduene og spurgte da hende om Aarsagen til den dybe Sorg, hun svarede ham da, at en slem Drage vilde hvert Aar have en Mø fra Landet, og nu var hun den eneste, og derfor vilde han hente hende i morgen. Og blev det nægtet Dragen, da vilde han overspy Landet med Ild. Da Hans havde hørt det, troede han det strax, thi det kunde der nok sørges over, at saa smuk en Prindsesse, skulde gives bort i slig et rædsomt Uhyres Vold. Hans gik nu ud i Skoven og fodrede Hestene paa alle 3 Slotte, og næste Morgen Kl. henimod 10, da Dragen vilde afhente Prindsessen, trak Hans i Kobberustningen og hængte Kobbesablen ved sin Side, hvorpaa han satte sig paa den brune Hest og red ned til Stranden, hvor Prindsessen allerede havde mødt. Da Hans tilbød sin Hjælp mod Dragen, troede man, det var en Ridder og ikke Hans. En Høvidsmand havde tidlige tilbudt sin Hjælp, men han var saabange, at han ikke turde opholde sig i Nærheden. Da Dragen kom langt ude paa Søen raabte den: »Hvem er ved min Kjæreste«. »Kom blot herhen og se efter det«, raabte Hans tilbage, men den31 blev borte den Dag. Hans bad nu Prindsessen gaa hjem og møde igjen imorgen, men forinden de skiltes bandt Prindsessen en Guldring med sit Navn paa i Hans’s Haar. Næste Dag trak han i Sølvrustningen og tog Sølvsabelen og svang sig paa den røde Hest, men da Dragen spurgte: »hvem der var ved hans Kjæreste«, sagde Hans, han kunde komme og se efter det; dog blev han borte ogsaa denne Dag, og Prindsessen bandt igjen en Ring i hans Haar, og da den anden var der, kunde hun skjønne, at det var den samme Ridder. Tredje Dag trak Hans i Guldrustningen, hængte Guldsabelen ved sin Side og svang sig paa den sorte Hest, og tog »Svindt«, »Viddrivindt« og »Mosterfærdig« med; thi det anede ham, at den Dag vilde det gaa rigtig løs. Da de kom til Stranden, kom Dragen langt ude paa Havet og raabte: »Hvem er hos min Kjæreste«, og Hans svarede som de andre Gange at han kunde komme og se efter det, og denne Gang kom han, og begyndte allerede paa lang Afstand at spy Ild, som de 3 Hunde traadte ud, saa det ingen Skade gjorde. Dragen havde sex Hoveder, men da han kom hen for at gribe Prindsessen hug Hans med et Hug 3 af ham, og efter kort Tids Forløb havde han skildt ham ved dem alle 6, han aabnede da Mundene paa disse og skar Tungene af som han forvarede i et Lommeklæder. Men nu flettede Prindsessen den 3. Ring i hans Haar og rejste hjem. Men nu var det lovet, at den der kunde redde Prindsessen fra Dragen, skulde som Belønning have hende og det halve Kongerige, og Høvismanden kom nu frem af sit Skjul og tog de sex Hoveder, hvorpaa han truede Prindsessen til at sige for Kongen, at han havde dræbt Dragen og frelst hende. Men Hans, der fjærnede sig hin Dag uden saa meget som at give Oplysning om, hvem han var, passede Kreaturerne. Dagen før Høvesmanden skulde giftes med Prindsessen, skulde han fremlægge Tegnet paa at have dræbt Uhyret, og han lagde nu frem de 6 Hoveder. Samme Dag var Hans kommet ridende til Slottet paa den brune Hest og med Hunden »Svindt«, iført Kobberustning. Da han kom ind i Stuen hvor Høvismanden fremviste Hovederne, aabnede Hans Mundene og viste alle, at de manglede Tunger, og han tog nu frem sin Lommeklæde, og viste de tilstedeværende dem, og nu kom Prindsessen til og sagde, at Hans var den rette Overvinder af Dragen, og til Stadfæstelse herpaa, tog hun Guldringerne ud af hans Haar. Man spurgte nu Hans, hvad Straf Stymperen skulde have; og han afsagde den Dom, at 4 vilde Heste skulde spændes for ham og slæbe ham til døde, og Dommen blev fuldført. Hen i Dagningen forsvandt Hans, og han havde drevet Dyrene ud. Hoffolkene klagede over hans Forsvinden og over, at han havde ladet den brune Hest og »Svindt« blive paa Slottet, da ingen kunde komme det i Nærhed; om Aftenen kom Hans i Sølvrustningen paa den røde Hest og med » Viddrivindt«. Men da han havde opholdt sig ved Hoffet, for hvilket han havde foregivet at han var gaaet vild og havde da faaet en Hest af sin Far, forsvandt han paa en gaadefuldt Maade. Næste Aften kom han i en Guldrustning paa en sort Hest og havde denne Gang »Moster-færdig« med. Atter forsvandt Ridderen, og Kongen var kjed af det, baade fordi han ikke viste, hvor han færdedes, og fordi han havde ladt 3 Hunde og 3 gale Heste, som ingen kunde komme i Nærhed af, tilbage. Hans, der nu var kommet i sin Hyrdedragt, spurgte Kongen om Forlov til at gaa ind i Stalden da han, som han udtrykte sig, var noget nem til Kreaturerne; da Hans kom ind til Hestene blev de fuldkommen rolige. Denne Aften skyndte han sig ud i Skoven og tog derpaa Guldrustningen paa, og da han kom til Slottet, foregav han, at han ogsaa denne Gang var faret vild, og da hans Fader nu ikke havde flere Heste, måtte han gaa til Fods herhen. – Kort Tid efter giftede han sig med Prindsessen, og fortalte da hende og Forældrene, at han var deres Svinehyrde. –

Begyndt d. 27/1 1884. Sluttet d. 4/2 1884
Jeppe Jensen
Aakjær, Fly.